Kylling i sauce med svampe og estragon

En sauce med svampe, estragon og Dijon-sennep går godt til fjerkræ eller lyst kød. Aromatisk og delikat.

Svampe estragonsauce

Denne ret (sauce) fandt jeg på for mange år siden som en sammenkogt ret med kalkun.

Siden har jeg også lavet den med knap så meget sauce, hvorefter det hele kom i et tærtefad med dej og ca. 20 minutter i ovnen.

Som sammenkogt ret har vi også prøvet den med skinkekød, men denne gang blev det altså som en sauce til kyllingelår-fileter. Skulle du have lyst til at lave en sammenkogt ret ud af det, er det bare at svitse kødet og lade det simre med i saucen.

Ingredienser til saucen:

  • ½ bakke champignon
  • Lidt tørrede Karl Johan-svampe (kan undværes, men giver et pift)
  • 1 løg
  • 1-2 fed hvidløg
  • 2-3 tsk. Dijon-sennep
  • 1 fintsnittet porre
  • 1-2 dl ekstrafine ærter
  • 4-5 dl kyllingesuppe eller vand/bouillon
  • Smør + olie
  • Fløde, salt, peber og tørret estragon samt evt. persille eller kørvel

Tilberedning

Udblød de tørrede svampe i en smule varmt vand (gem vandet til saucen).

Champignons renses, skæres i skiver og svitses i en blanding af smør og olie.

Løg i tern og de knuste hvidløg tilsættes og steger med.

Snit evt. de udblødte svampe og lad dem få lidt varme.

Tilsæt Dijon-sennep og lad det svitse lidt. Hæld vandet fra svampene og kyllingesuppen ved.

Krydr med salt, peber og tørret estragon samt (evt.) persille/kørvel.

Retten simrer 15-20 minutter, så tilsættes porre og fløde.

Lad det småkoge yderligere ca. 5 minutter, hæld ærterne i og jævn retten med majsstivelse (Maizena).

Kyllingefileterne steges samtidig på en pande i den tid, de nu skal ha’, og det hele serveres med løse basmati-ris og et godt stykke brød.

/Helle

2 thoughts on “Kylling i sauce med svampe og estragon

  1. Elsebeth

    Den sauce laver jeg ofte til kanin, som jeg er så heldig at kunne købe på det dejlige marked i Flensborg. De fleste danskere ser ud til hellere at ville kæle for dem end at spise dem! Dernede kan jeg også købe masser af friske fisk, som nu om dage er ved at være en sjældenhed i mange byer herhjemme.

    Svar
    1. Eric

      Gode markeder er en mangelvare i DK, og de fleste danskere kender kun tre slags frisk fisk: rødspætter, torsk og laks. Det er ikke fordi, der ikke landes andet, men de er svære at sælge, desværre.

      P.S.
      Førstegangskommentatorer skal godkendes. Det er en simpel spamforanstaltning.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.