I går stod den på langtidsstegt lammekølle. Rosastegt lammekølle er også glimrende, men denne gang skulle det altså være langtidsstegt. Jeg havde tiden, og så er det så nemt.
Forberedelse
Jeg startede med at fjerne benet. Brug en lille skarp kniv og lad den følge benet – det er ikke spor svært. Man kan gøre det uden at skære køllen op, men det er lidt besværligt.
Fordelen ved at fjerne benet er, at man får reelle skiver, når køllen er færdig. Jeg lagde så nogle overskårne fed hvidløg, lidt rosmarin og noget friskkværnet peber ind, hvor benet havde siddet, og snørede køllen fast til.
Tilberedning
Køllen blev brunet i olivenolie i en stegegryde. 1 – 2 dl vand ved, 3 fed hvidløg, en kvist rosmarin og lidt salt ved. Benet røg også ned. Låg på gryden og så i en kold ovn der blev sat til 120 grader.
Her stod den så og hyggede sig et par timer, hvorefter jeg vendte dyret og skruede op til 140 grader. Efter ca. 3½ time i alt er den smørmør, men der sker ikke noget ved at give den endnu mere. Det skulle da lige være, at den falder fra hinanden, når man prøver at skære den i skiver.
Under alle omstændigheder er den så mør, at man helst skal bruge en meget skarp kniv til at skære – ellers går den i stykker. Det gør ikke noget for smagen, men skiver tager sig bedst ud.
Egentlig er langtidsstegningen bedre til en udskæring med mere fedt end køllen, men nu var det altså kølle, der lå i køledisken.
Når køllen er færdig, kan man si skyen og evt. jævne den lidt med majsstivelse (Maizena).
Pas i øvrigt på med rosmarin. Det er en kraftig urt, som nemt kan overdøve alt. Bryder man sig ikke om rosmarin, er timian et udmærket alternativ.
Vi havde en rest kartoffelgratin, som jeg serverede til med en tomatsalat, men ellers ville jeg nok have lavet bouillonkogte ovnkartofler med salat og en eller anden grøntsag.
Tidligere bragt på min blog, Dette og hint den 03.01.2009.
Relaterede opskrifter:
/Eric