Fredag spiste vi på den italienske restaurant Fellini i Aalborg. Vi har været der før, og det var også godt denne gang.

Denne blog har fastet en tid lang, så nu synes jeg, det er tid til et livstegn. Denne gang ikke med en madopskrift, men med en madoplevelse på Fellini i Aalborg.

Vi reserverer bord et par dage forinden. Det kan anbefales, for stedet er populært. Spadsereturen fra busstoppestedet via Gravensgade siger mig, at det er for sjældent, jeg kommer til midtbyen.

Forretninger er forsvundet og erstattet af andre, der er kommet endnu flere caféer, og de fleste synes at servere tapas.

På Fellini får vi bord i et hjørne. Det er en lummervarm sommeraften, og det går op for mig, at jeg skulle have reserveret et bord i gårdhaven. Nu er det for sent, den er fyldt op.

Tjeneren er ung, professionel og taler perfekt dansk. Indbyrdes taler tjenerne italiensk.

Vi bestiller månedens menu med vinmenu, og snart får vi et glas prosecco som aperitif. Det er kokkens valg, og jeg ville have valgt det samme.

Proseccoen er ikke tør, men det er sikkert det sikre, og den er liflig.

Der dækkes op med 4 knive og 4 gafler. Sølvtøj, bortset fra steakkniven til kalvefileten.

Appetitvækker

Appetitvækkeren er en søjle med ris og andet. Det ”andet” er bl.a. tomat, men det går op i en enhed. Jeg kan bedst sammenligne det med risfyldet i en arancino, men for at det skal give mening, skal man jo ha’ smagt sådan en.

Forret

Forretten er tynde skiver røget sværdfisk garneret med olivenolie, rucola og citrussaft. Hertil et glas hvidvin: Masseria Surani, Arthemis, Fiano 2015.

Det er lækkert, men jeg synes ikke, at citrussaften balancerer med sværdfiskens sarte smag. Helle er ikke enig.

Vinen er perfekt. At der skulle være hasselnød i smagen, genkender jeg ikke, men jeg er heller ikke professionel smager og har hverken smagt skovbund, flint eller læder.

Hovedret

Før hovedretten går jeg ud for at ryge. Det er også dejligt at blive svalet lidt af, for der er varmt derinde. Lige overfor er der en vistnok ny restaurant/café med traditionel mad fra Eritrea.

Hovedretten er stegt kalvefilet fyldt med Asiago-ost, timian og bacon (speck) serveret med en brandysauce og dagens garniture.

Garnituren er en strudel med hvidkål, nogle skiver grillet zucchini, omelet med spinat og en firkantet ”kartoffelkage” (jeg har ikke et bedre ord) med ost.

Helle spørger tjeneren, hvad Asagio-ost er, og svaret er, at det er en mild ost fra Piemonte eller deromkring.

Det er rigtig godt, og da vinen har fået lidt luft, er den også rigtig god. Det er en Ser Lapo, Chianti Classico Riserva, Mazzei.

Vi kan ikke spise op, hvis der skal være plads til desserten, og det skal der!

Dessert

Helle har bestilt luftig, italiensk tærte med nougatdej, pære flamberet med amaretto-likør og ricotta ost. Hertil får hun et glas Lancelotta dell’Emilia Cantina di S. Croce, en rød, sød, mousserende vin med dejlig smag af drue og mørke bær.

Jeg får tre oste (ko, ged og får) med et glas muskuløs rødvin fra Puglia. Da tjeneren serverer, føler jeg mig i den grad hensat til Italien, at jeg kommer til at sige grazie. Helt per refleks svarer han grazie a lei.

Ostene er milde. Der er ikke meget ged over gedeosten, og det passer mig fint. Kraftig gedeost er min næse imod, Helle derimod elsker gedeost uanset om den er kraftig eller ej.

Kaffe

Vi runder af med espresso. Helle får en mandellikør (Disaronno) med is, jeg en Vecchia Romagna.

Samlet set et godt måltid, og betjeningen er venlig og professionel. Jeg kunne godt ønske mig lidt mere afstand mellem bordene, men de har jo mange gæster, og den aften afvises mange, fordi alt er optaget.

Regningen lyder på 1255 kr., men hvis vi var kommet for at spare, kunne vi have valgt en pizza eller en pastaret.

Vi tager en taxi hjem. Den ældre, kvindelige chauffør er et sludrechatol, men hun kender vejen uden GPS, og hjemme kan vi hvile ørerne og svale af på terrassen.

/Eric