Hvordan får man sprød svær, når slagteren har ridset flæskestegen langt ned i kødet? Det får man ikke, medmindre man …
Køber man en ribbenssteg på tilbud i supermarkedet, er sværen ofte ridset alt for dybt. Det er bare sjusk. Sikkert fordi det skal gå stærkt.
Flere steder er der skåret langt ned i kødet, og så har sværen ikke en chance for at blive sprød. I stedet for at syde sprød i sit eget fedt, bliver den kogt gummiblød af kødsaft.
Hvad gør man så?
Jo, man skærer sværen af og steger den for sig. Hvor svært kan det være?
Brug en meget skarp kniv og lad den følge så tæt på kødet som muligt. Det er lidt besværligt, men umagen værd.
Læg flæskesværen med skindsiden opad på et fad for sig, drys den godt med salt og smæk den i ovnen. Stegen ryger selvfølgelig ind ved siden af. For eksempel kan man drysse den med Provenceurter og lægge nogle kartoffelbåde ved.
Hæld afsmeltet fedt fra flæskesværen en gang eller to. Sværen skal som regel ikke have lige så lang tid som stegen, så hold lidt øje med den.
Når stegen er færdig og hviler sig, kan man give sværen noget grill, hvis den mangler det sidste pift.
Tidligere publiceret på min blog, Dette og hint, den 26.07.2009.
Relaterede opskrifter:
/Eric