Grillet, udbenet lammekølle

Det formidable påskevejr gav mod på at grille den udbenede lammekølle. Det blev en dejlig lang fredag på terrassen, og solsorten sang solen ned.

Grillet lammekølle

Normalt langtidssteger jeg lammekølle, men vejret langfredag opfordrede til at motionere havegrillen, og som sagt så gjort.

Først udbenede jeg køllen (som vist her) og skar skanken fra. Før vi snørede den sammen til en steg, kom der persille, rosmarin og hvidløg i midten. Da vi ikke orker at spise lammekølle i adskillige dage, trimmede vi den også, så der er småkød til en gryderet.

Jeg penslede den godt med olivenolie tilsat hakket rosmarin, og så røg den på grillen. Da det er en simpel husmandsgrill, var det ved direkte varme med et wok-låg henover til at holde lidt på varmen og den smagsgivende røg.

Den blev vendt og penslet sådan ca. hvert 10. minut, og efter en time og 5 minutter viste stegetermometeret 62° grader. Så er den rosa, mør og meget saftig. Hvis man ikke er til det rosa, får den selvfølgelig bare længere tid.

Mens lamsebamsen hvilede sig oven på hedeturen, røg der brød og skiver af zucchini på grillen. Desuden havde vi lavet salat samt ovnbagte krydrede kartofler, men det står jo enhver frit for at vælge tilbehør.

Ved nærmere eftertanke er det nok ikke så smart at gemme resterne af en ikke gennemstegt steg med friske krydderurter i midten, men det smagte nu godt.

Lammekølle

Det var en dejlig lang fredag på terrassen, og solsorten sang solen ned. Nu er foråret så sandelig kommet!

Tidligere bragt på min blog, Dette og hint, den 23.04.2011.

Relaterede opskrifter:

/Eric

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.