Det er mange år siden, vi lavede denne ret første gang, og siden er en del kyllinger gået til de evige kornmarker i en oste-/aspargessauce.
Ost og asparges passer godt sammen, og begge dele går fint i spænd med kylling. Til denne enkle ret er hovedingredienserne derfor:
- 5-600 g kogt kyllingekød, fx fra 4 kyllingeoverlår
- 1 dåse aspargessnitter
- 100 g reven ost (fx Thise Vesterhavsost eller en anden god, fast ost)
Kyllingelårene koges i ca. 45 min. Smid lidt suppeurter i vandet, fx gulerod, løg, selleri og en porretop. Lad lårene køle lidt af og pil kødet af benene.
Lav en opbagt sauce af 30 g smør, 4 spsk. mel, væden fra aspargesen og kyllingesuppen, smag til med salt, peber og reven muskatnød.
Tilsæt det meste af osten (gem lidt til at drysse ovenpå retten) og varm saucen igennem, til osten er smeltet. Tag gryden af komfuret. Slå et æg ud i en lille skål og rør det med et par skefulde af den varme sauce. Hæld æggemassen i saucen og rør godt.
Fordel asparges og kyllingekød i et ildfast fad, hæld saucen over og drys det sidste ost ovenpå. Man kan også supplere med friskrevet parmesanost på toppen.
Sæt fadet i ovnen ved 180° i ca. 30 min. Servér med fx basmatiris og broccolibuketter.
/Helle
Hasse spiser desværre ingen former for fjerkræ, denne ret ville jeg elske.. Måske vi skal prøve den med skinkekød i stedet for.
Hm, en slags skaldyrsallergi?
Jeg ville foreslå nakkekam – skinkekød bliver så let tørt.
Som altid lækkert. Det er så rart med dine opskrifter, at de er lige til at gå til. Tak for det.
De indviklede opskrifter kan vi kaste os over, når vi bliver pensionister og (forhåbentlig) får bedre tid 🙂