Opskrift på kartofler med ekstra smag. Kartoflerne forkoges i bouillon og steger gyldne i ovnen.
Sæt vand over i en gryde. Tilsæt et godt skvat olivenolie, saften af en halv citron, 1 løg, 2 tsk. tørrede Provence-urter og en bouillonterning. Når vandet er kommet i kog tilsættes rigelig salt.
Kartofler i både kommes i den kogende bouillon og simrer i 10 minutter, hvorefter de får lov at stå i det varme vand og trække i 10-20 minutter.
Kom lidt olivenolie i et ildfast fad. Fisk kartoffelbådene op og læg dem i fadet. Det er bedst, hvis fadet er så stort, at kartoflerne kan ligge i ét lag.
Med en ske “skummer” du nu bouillonen, så der kommer vand, olie og krydderurter med. Det hælder du over kartoflerne, så der er et par millimeter væde i bunden af fadet.
Sæt fadet i en varm ovn til kartoflerne er gyldne. Det kan være nødvendigt at rode lidt rundt i kartoflerne en gang imellem, så de får farve på alle sider. Spæd/dryp flere gange med bouillon, så de ikke bager tørre og hænger i.
Kartoflerne er møre, før de kommer i ovnen, og skal det gå stærkt, kan du bruge grillen, men så skal man holde øje med dem hele tiden.
Glimrende tilbehør til fx lammekølle.
/Eric