Kartoffelgratin

Opskrift: Kartoffelgratin med løg, hvidløg, ost og fløde. Tilberedningstid ca. 1½ time.

Kartoffelgratin

Ingredienser:

  • Kartofler til 4 personer
  • 1 stort løg
  • 1-2 fed hvidløg
  • 1-2 dl piskefløde og mælk eller 1-2 dl kaffefløde
  • Salt og peber
  • 1 knivspids sennepspulver (valgfrit)
  • Revet muskatnød (valgfrit)

Tilberedning

Start med at presse hvidløgene i fløden, så smag kan nå at trække ud, mens du ordner kartofler og løg. Hvis du bruger sennepspulver (fx Coleman’s), skal du starte med at røre det op med en lille smule fløde, så det ikke klumper. Bruger du muskat, river du også det i.

Kartoflerne skrælles og skæres i ikke alt for tykke skiver (eller halve skiver). Ditto med 1 løg.

Et pænt stort stykke Goudaost (eller lignende – gerne lidt salt) rives. Jeg har med stor fornøjelse brugt den nye variant, der hedder Gouda med vilde hvidløg (ramsløg). Den er grønprikket af urterne og helt formidabel til denne ret, og så kan man udelade hvidløg. Hvis ikke du kan skaffe den, så brug en almindelig Gouda (eller lignende) og 1-2 fed knust hvidløg alt efter temperament og smag.

Kom alt bortset fra ca. 1/3 ost i et ildfast fad og rod rundt sammen med salt og peber.

Hæld fløde og mælk eller kaffefløde ved. Hvor meget? – Bob-bob, 1-2 dl til en 4-personers portion. Det skal kun stå knap ½ op omkring kartoflerne. Der kan også tilsættes mere undervejs, hvis det ser lidt tørt ud.

Drys den sidste 1/3 af osten over og sæt i ovnen ca. 1 time. Det tager ikke skade af at stå længere, så skal der bare skrues ned for ovnen.

Skræl flere kartofler, end du lige regner med, de plejer at blive spist rub og stub!

/Helle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.